Avisartikel 2015

La Gomera: Columbus' sidste stop inden Amerika

Naturen på La Gomera er bjergtagende, hvor barrancos - klippeslugter - gennemskærer landskabet. - Foto: Michael Sørensen14. marts 2015, kl. 0:00

Af Michael Sørensen

La Gomera

La Gomera er den næstmindste af de syv kanariske øer. Den er på størrelse med Mors og måler omkring 22 kilometer i diameter. Der bor cirka 24.000 mennesker på øen.

La Gomera byder på historiens vingesus og storslået natur

Den 6. september 1492 blev La Gomera, den næstmindste af de syv Kanariske Øer, scene for en begivenhed, som indskrev sig i verdenshistorien. På denne dato afsejlede Cristoffer Columbus med sine tre skibe fra San Sebastian, hovedbyen på La Gomera, for at finde Den Nye Verden efter at have fået de sidste forsyninger af proviant i byen til den lange rejse. Derfor bærer øen også kælenavnet Isla Columbina - Columbus' ø.

For den rejsende, som både er interesseret i lunere himmelstrøg samt historie og kultur, er San Sebastian derfor det oplagte valg, når rejsen går til La Gomera. Turen i Columbus' fodspor begynder, allerede kort efter at færgen fra Tenerife har lagt til kaj i San Sebastian. Efter en kort spadseretur ankommer man til byens samlingssted, Plaza del Constitucion - torvet, hvor de store laurbærtræer danner et tag over cafeer og restauranter. På torvet finder man det lille hus, hvorfra Columbus i husets patio hentede vand fra brønden til rejsen. Et lille skilt på brønden fortæller, at ”Med vand fra denne brønd blev Amerika døbt”. Huset rummer også en lille udstilling om La Gomera på Columbus' tid og modeller af de tre skibe. Huset er i de næste par måneder under renovering og har derfor lukket for besøgende i den periode.

Fra torvet skal man blot gå et par hundrede meter ned ad hovedgaden, Calle Real, hvor man i nr. 56 finder Casa Colon, hvor Columbus boede, mens han ventede på, at skibene blev klargjort. Huset rummer i dag skiftende udstillinger, oftest med opdagelsesrejser som tema.

Næste stop er kun få skridt derfra: kirken Iglesia de la Asunción, hvor Columbus og hans besætning fik den sidste velsignelse inden afrejsen. Kirken er i øvrigt interessant derved, at der på væggen bagest i kirken findes en gammel fresko - formentlig den ældste på De Kanariske Øer - som viser et engelsk angreb på La Gomera i 1743.

Men hvorfor blev det lige den lille ø La Gomera, som Columbus valgte som sidste stop inden sørejsen? Flere historikere peger på, at forklaringen skal findes i det historiske tårn Torre del Conde, som ligger i byens park ud mod havnen. Her boede byens grevinde Beatriz de Bobadilla, som Columbus skal have haft en lidenskabelig affære med. Så det var næppe helt tilfældigt, at sidste stop før Amerika blev netop La Gomera.

Men Columbus er bestemt ikke den eneste gode grund til at besøge La Gomera. Masseturismen er ikke slået igennem her i samme omfang, som man kender det fra de øvrige Kanariske Øer som Gran Canaria og Tenerife, og det kommer næppe heller til at ske. Dertil er de klimatiske forhold lidt for lunefulde, og de barske klippelandskaber byder kun i begrænset omfang på de eftertragtede badestrande. Rejsende møder ofte øen indhyllet i skyer og tåge, og en stærk blæst er ikke usædvanlig.

Ankomsten til La Gomera foregår for de fleste skandinaviske turisters vedkommende via fly til Tenerife og derfra med en færge - drevet af det norske færgeselskab Fred. Olsen - til San Sebastian. Sejlturen bringer ikke kun den besøgende fra én ø til en anden. Det er også en rejse til en helt anden verden.

Når man forlader Tenerife, er det med udsigten til tusindvis af hoteller bygget op ad bjergsiderne, og blot en lille times tid senere lander man i San Sebastian, som er en fredelig spansk provinsby med omkring 7000 indbyggere, som er relativt upåvirket af turismen. Jo, naturligvis er der turister, men byens hoteller kan tælles på én hånd, og man skal kigge langt efter swimmingpools og natklubber. Så det er nok forklaringen på, at den dominerende hårfarve på de ankommende turister er grå. Og påklædningen er snarere vandretøj end badedragt.

La Gomera er dog ikke helt støvsuget for den type feriemuligheder, man normalt forbinder med De Kanariske Øer. Hvis man tager til Valle Gran Ray på øens vestlige side, er der et par gode badestrande og et mere traditionelt turistmiljø. Samt en besynderlig overrepræsentation af gamle hippier - særlig tyskere - som af en eller anden grund gennem årene er blevet tiltrukket af dette sted.

Set oppefra ligner La Gomera ét stort bjerg, som er dumpet ned i havet. Landskabet gennemskæres af store klippeslugter - barrancos - hvor erosion gennem årene har slidt lavaresterne bort. Det er to millioner år siden, at der har været vulkansk aktivitet på øen. Dette enestående landskab kan man få et fint indtryk af, hvis man benytter sig af noget så enkelt som rutebilerne. Øen har et fint udbygget net af busruter, som flere gange dagligt forbinder de vigtigste byer, og for en yderst rimelig billetpris fungerer disse busser som perfekte sightseeingture for turisterne.

Øen er lille - på størrelse med Mors - men det tager alligevel sin tid at tilbagelægge selv korte strækninger, da de skarpe hårnålesving med udsigt ned til svimlende klippeskrænter kræver forsigtig kørsel. Man kan naturligvis også selv leje en bil. Hvis nerverne er til det.

Midt på øen ligger den subtropiske regnskov Parque Nacional de Garajonay, som dækker omkring 10 procent af La Gomeras areal. Området rummer et helt enestående plante- og dyreliv og blev i 1986 optaget på Unescos verdenskulturarvsliste. Der er angivet vandreture med afmærkede stier, og det anbefales bestemt ikke at bevæge sig uden for stierne i den tæt på ufremkommelige skov. I parken ligger øens højeste punkt, Garajonay-bjerget på 1487 meter. Parque Nacional de Garajonay omtales i øvrigt ofte som ”Europas sidste regnskov”, hvilket er temmelig misvisende. Ganske vist er De Kanariske Øer en del af Spanien, men de ligger ud for Marokkos kyst. Måske er der brug for en ny Columbus...?

I Torre del Conde boede grevinde Beatriz de Bobadilla, som fik besøg af Columbus inden afrejsen. - Foto: Michael Sørensen

Iglesia de la Asunción var kirken, hvor Columbus og hans besætning fik den sidste velsignelse. - Foto: Michael Sørensen

Columbus hentede vand fra denne brønd før rejsen mod Den Nye Verden. - Arkiv Foto: Scanpix

Artikel fra Politiken - januar 2009

La Gomera er omtrent cirkelrund og fylder halvanden gange Møn, og er selvfølgelig den mest besøgte af de to ’ukendte’ søstre, takket være den nære beliggenhed til Tenerife.

Hovedparten af gæsterne er dog dagsturister, og det betyder, at vi stort set har det hele for os selv, når de fleste er gået ombord på hurtigfærgen tilbage til Tenerife ved 16-tiden og indtil efter kl. 10 den næste dag.

Der er masser at se på denne rare og spændende ø, som stadig har vidnesbyrd om den oprindelige befolkning, guancherne, som de spanske kolonister startede med at udrydde straks efter deres ankomst til Kanarieøerne i slutningen af 1400-tallet.

Ligesom indianerne i Nordamerika brugte røgsignaler til at kommunikere med, så brugte guancherne fløjt til at meddele sig med. De dybe slugter, som overalt flankerer øens sider, gjorde det svært for dem at nå frem. Derfor måtte man ty til raffinerede måder at kommunikere på, og det skete ved fløjt. I vindstille vejr kunne fløjtene høres i op mod 10 kilometers afstand.

Stejle slugter opdyrkes
Alle Kanarieøerne er af vulkansk oprindelse, og det ses tydeligt i bl.a. Valle Gran Rey, som er den mest besøgte af de mange dale og slugter.

Dens vægge rejser sig stejle, og på de skarpe stigninger har bønderne anlagt terrasser, hvor alskens dyrkbare vækster gror i den frodige vulkanske muld.

Ind imellem troner kridhvide bondehuse frem og efterlader en særlig rustik æstetik.

Unik nationalpark i klasse A
Dalen fører ad hårnålesving ned til Atlanten, og her findes en af øens få gode badestrande.

En anden stor attraktion er nationalparken Garajonaj, som Unesco har på sin verdensarvliste. Parken dækker 10 procent af øens areal, og rummer Europas sidste urskov – heriblandt de ældste af de laurbærtræer, som engang fandtes her.

Her er fugtigt og klamt, og hvis ikke det er solens stråler, som får sveden til at drive, så er det den konstante em, der hviler over denne sidste oprindelige skov, der findes på vores kontinent. Om vi så vælger at sige, vi er i Europa eller i et fordums Atlantis.

Golfartikel fra Berlingske - oktober 2003

Avisartikel BT - november 2003

La Gomera - Den lykkelige ø

Øen kaldes i Spanien for Isla Columbina, idet historien fortæller, at La Gomera var Christopher Columbus' sidste stop, før turen gik over Atlanterhavet og uopdaget land.

Der er meget stille på La Gomera, der fra øst til vest måler 25 kilometer og fra nord til syd 22 kilometer.

Er du til smarte diskoteker og larmen fra overkåde »Ung-rejs«-delegationer, er det her bestemt ikke stedet. Er du og familien derimod til ro og storslået natur, er La Gomera en fantastisk oplevelse. Intet mindre.

La Gomera har i mange år været forbeholdt lokalbefolkningen og besøgende naturelskere/vandrere og har derfor beholdt sit helt eget uspolerede særpræg. Landskabet varierer mellem høje, majestætiske bjerge, bundløse kløfter og grønne dale og skove. Midt på øen finder man nationalparken Garajonay, der er en af Europas sidste suptropiske urskove. Et økologisk paradis for naturvandrere med dens rige fugleliv og sjældne træsorter.

Fløjtesprog i bjergene

På La Gomera er befolkningen helt sig selv, hvilket blandt andet kan opleves ved den stadige brug af det særlige fløjtesprog El Silbo. De unikke fløjtelyde er i århundreder blevet brugt af lokalbefolkningen til at kommunikere med hinanden tværs over dalene. Fløjtesproget har været tæt på at uddø, men nu har man igen indført det som obligatorisk undervisning i skolerne på lige fod med det spanske sprog.

Besøger man La Gomera, skal man ikke være bleg for at henvende sig til en ældre lokal beboer og bede om en smagsprøve på El Silbo. De er mere end villige til at give prøver på det unikke sprog. krg

Velkommen til vores hjemmeside

La Gomera

Tenerifes lille nabo

Mange turister fra Nordeuropa kender synet af La Gomera fra de solbeskinnede, tæt pakkede strande Las Américas og Los Cristianos på det sydlige Tenerife, hvor den ligger på den anden side af strædet som en stor skygge der næsten altid er dækket af skyer. Nogle turister har også besøgt øen, almindeligvis på en éndagstur fra Tenerife arrangeret af deres rejsebureau. Øen fortjener imidlertid meget mere end en enkelt dag. Den byder på utallige naturskatte, og den der kun vier et kort besøg til La Gomera går glip af selve essensen af øen: dens dybe ro og dens tidløse stemning, følelsen af for en tid at have lagt al verdens travlhed bag sig, uden at skulle gøre andet end at tage en af de mange færger der forbinder øen med Tenerife, og så vel at mærke finde indkvartering for nogle dage for rigtig at kunne komme ind i denne helt anderledes verden.

Nogle facts

La Gomera er den næstmindste af de Kanariske Øer. Dens areal er på 370 km² (til sammenligning fylder Bornholm 588 km²), og på intet sted er dens diameter over 25 km. La Gomera virker imidlertid langt større, og det skyldes dens stejle og forrevne landskab, der gør det nødvendigt at tage lange omveje for at tilbagelægge en afstand der i fugleflugtslinie er ganske kort. Øen har 21.952 indbyggere (INE, 2006) og hører til provinsen Santa Cruz de Tenerife, sammen med øerne Tenerife, La Palma og El Hierro.

Landskaberne

Set fra havet ligner La Gomera en uindtagelig fæstning, med de stejle klippevægge der udgør dens kyster. Set fra luften ligner øen et vognhjul: dens facon er næsten perfekt rund, og i midten ses en stor grøn plet hvorfra der udløber talrige furer der kløver landskabet, alle fra midten af øen i retning mod havet. Disse kløfter er netop et af de mest typiske træk ved La Gomeras landskab. De er dybe, og deres sider er meget stejle. Et andet typisk syn på La Gomera er palmerne der står spredt overalt i kløfterne: den kanariske palme, som er så velkendt fra strandpromenaderne langs hele Middelhavet, er naturligt hjemhørende på de Kanariske Øer, og det er på La Gomera at man finder den største bestand i deres naturlige omgivelser. Af samme grund er et af øens mange kælenavne Palmernes Ø. Et andet helt særegent træk ved La Gomera er de mange terrasser der klamrer sig til kløfternes stejle skrænter, fra dalbunden helt op til toppen. De er blevet bygget ved håndkraft igennem hundreder af år for at skabe dyrkbar jord, og de vidner om en helt ufattelig arbejdsindsats hos de lokale bønder i forgangne tider. I dag er det kun de terrasser der ligger i bunden af dalene, de mest frugtbare og lettest tilgængelige, som er i brug. Resten forfalder stille og roligt, og på meget malerisk vis, og de står tilbage som vidnesbyrd om tidligere tiders hårde liv på landet. Et andet karakteristisk træk ved La Gomeras landskab er de såkaldte roques. Det er enorme og meget iøjnefaldende basaltsøjler der rager højt op over resten af landskabet rundt omkring på øen, og de er vidnesbyrd om at La Gomera, som alle de Kanariske Øer, er af vulkansk oprindelse. Basalt er simpelthen lava der i sin tid blev afkølet hurtigt. Her taler vi om for 10 millioner år siden, for på La Gomera hører vulkansk aktivitet fortiden til: det sidste udbrud fandt sted for over to millioner år siden.

Nationalparken Garajonay - ren magi

I denne omtale af La Gomeras natur mangler stadig øens helt store naturperle, den fabelagtige nationalpark Garajonay. Det er en stor skov der dækker øens centrale højland, og det er den grønne plet man ser fra luften. Den dækker omkring 10 % af øens areal, og den ligger i mellem 800 og 1487 meters højde. Det er en ganske særlig skov fordi størstedelen af den består af laurisilva, eller monteverde, som den kaldes lokalt. Det er en type skov som dækkede hele den sydlige halvdel af Europa for 20 millioner år siden, og som i dag kun er bevaret på de vestlige Kanariske Øer, på Madeira og på Azorerne. Dens økosystem rummer en flora og en fauna som er enestående i verden, og derfor er Garajonay, som har den største og bedst bevarede laurisilva-skov på Kanarieøerne, med på Unescos Verdensarvsliste. Som noget ret enestående blandt denne type beskyttede naturområder, er denne skov let tilgængelig. Flere landeveje går igennem den, så det er nemt at stige af bilen eller bussen og begive sig ind i skoven. Og det skal man gøre, så mange gange man overhovedet kan. Det er som at træde ind i et eventyr: skoven er tæt og frodig, med krogede stammer der er dækket af mos og med lange trevler af lav der hænger ned fra træerne, mens skovbunden er dækket af et tykt tæppe af bregner. Desuden er alt indhyllet i en konstant tåge der driver frem og tilbage mellem stammerne, hvilket giver et blidt, magisk lys og en helt eventyrlig stemning, som noget fra en anden verden. Denne tåge er resultatet af skovens beliggenhed på den højeste del af øen, hvor den fanger de fugtige luftmasser der kommer ind nordfra. Skyerne bliver således filtreret igennem skoven, hvor de afsætter fugt på træernes blade og stammer, og herved opstår fænomenet der er kendt som ?vandret regn?, som forsyner øen med en stor del af dens vand. På sydsiden mødes skyerne med tør luft fra Afrika, og dette sammenstød forårsager de konstante skift i tågens retning inde i skoven. Når man besøger skoven, bør man imidlertid glemme de videnskabelige forklaringer på disse fænomener og lade sig føre med af den stemning af ren magi der råder på dette enestående sted.

Landsbyerne

Det der først og fremmest naturen der trækker folk til La Gomera, og det er indlysende hvorfor: det er et af de efterhånden få steder i vor del af verden hvor naturens storhed helt overskygger menneskets tilstedeværelse. Det er ellers ikke fordi øen mangler landsbyer som er et besøg værd, og som både byder på typiske kanariske stenhuse med træbalkoner og, endnu en gang, fantastiske naturomgivelser. Jeg vil blot fremhæve Vallehermoso for dens charme og dens perfekte samspil med den omgivende natur, Valle Gran Rey for dens storslåede omgivelser og Agulo, for dens skønhed og for dens imponerende udsigt til Tenerife og vulkanen Teide.

Lidt historie og nogle skikke

Som alle de Kanariske Øer var La Gomera, før spanierne kom hertil, befolket af guancherne, et folk hvis oprindelse diskuteres meget. Spaniernes første forsøg på at erobre øen var i 1404, men de indfødte gjorde stærk modstand, og øen kom først under spansk herredømme i 1472. La Gomera var Columbus? sidste anløbshavn undervejs på hans første rejse til Amerika i 1492, og ligeledes på senere rejser, og derfor er øen også kendt som Columbus? ø. I nyere tid har dens historie været præget af udvandring, både til Amerika (især Cuba og Venezuela) og til Tenerife. I vore dage fortsætter strømmen af unge til Tenerife, hvor udsigten til arbejde er langt bedre end på La Gomera. På øen har man fornemmelsen af at tiden har stået stille i mange år. Man har bevaret skikke der stammer helt tilbage fra guanchernes tid. Den mest kendte er fløjtesproget el silbo, som er et sprog der består af fløjt der udsendes med stor kraft og med en utrolig variation i frekvenser. Det blev brugt til at kommunikere over store afstande i det stejle landskab, og for at bevare denne enestående og vanskelige teknik for eftertiden undervises der i sproget på alle øens skoler.

Turismen

La Gomeras økonomi er traditionelt baseret på landbrug, og dette erhverv er stadig vigtigt, især dyrkning af tropiske frugter som bananer og papaya. I vore dage er den vigtigste indtægtskilde dog turismen. Til forskel fra naboøen Tenerife har man her aldrig satset på masseturisme. La Gomeras specialitet er turismo rural (landturisme). Et stort antal gamle huse på landet og i landsbyerne er blevet sat i stand med støtte fra de lokale myndigheder, og de bliver lejet ud til turister gennem et centralt bureau under navnet casas rurales. Denne satsning på landturisme er med til også fremover at bevare den helt særlige, naturlige charme som denne ø besidder.

Tecina Golf

Del siden